4. klasse i Litauen - april 2010

I Litauen med klima-overraskelser

I april måned 2010 var 4. klasse igen på farten! Vi lagde ud med en køretur i skolens bus med Klaus Lund bag rattet til lufthavnen i Billund. Rejsevante, som 4. klasse efterhånden er, var der ingen spørgsmål, hverken ved check-in eller vedr. flyrejsen. Efter en nat i Sigulda, Letland og et kærkomment gensyn med vandrerhjemmet, der ikke længere var indhyllet i sne, gik turen i bus sammen med lettiske elever og lærere til Kaunas i Litauen.

Ugen var fyldt med mange oplevelser; vi fik rig lejlighed til at arbejde med vejr- og klimarelaterede emner på skolen i Kaunas, nød flere imponerende udsigter og havde gang i tegneblokkene. Ikke mindst var gensynet med de lettiske og litauiske elever og lærere dejligt!

Et vulkanudbrud på Island skulle vise sig at få indflydelse på vores hjemrejse! Lige som så mange andre rejsende i Europa i den uge, var vi nødt til at ændre vores transportmiddel fra fly til… ja, noget andet. Gode råd var dyre, men da ingen af os havde lyst til at tilbringe måske mange døgn i lufthavnen i uvished om, hvornår vores fly igen måtte flyve, valgte vi at hyre en bus. Søndag morgen gik turen mod Danmark, og 4. klasses eleverne, der var uvidende om, at denne bustur ikke gik til Riga Lufthavn, men derimod hele vejen hjem til Danmark, tog budskabet med højt humør og næsten uden gråd. De tårer, der blev grædt, angik afskeden med de lettiske og litauiske elever.

To døgn (med overnatning i Polen) senere kunne vi glade, trætte og forventningsfulde ved 19-tiden kører ind på skolens parkeringsplads, hvor lige så forventningsfulde forældre modtog os med dannebrogsflag og vist nok en enkelt tåre i øjenkrogen.

Nu er der så kun godt en måned til vi kan byde velkommen til alle vores venner fra Letland og Litauen. Det vil vi se frem til med glæde og stor forventning.