Struktur for hverdagen

Velkommen til hverdagen i Børnehuset Blæsenborg, hvor struktur og tryghed går hånd i hånd med leg og læring. Vores dag begynder med en rolig start og fælles aktiviteter, der skaber et trygt fundament. Faste rutiner med samlinger og pædagogiske aktiviteter sikrer, at børnene får en meningsfuld og udviklende hverdag.

Vi lægger vægt på at styrke fællesskabet gennem traditioner og særlige begivenheder, som gør børnehavelivet spændende og varieret. Gennem vores årshjul fejrer vi både små og store begivenheder, der bidrager til en tryg og inspirerende opvækst for alle børn.

Læs mere om hverdagen og årshjulet herunder.

Dagens gang i Børnehuset Blæsenborg

Kl. 06.30
Børnehuset åbner, der er mulighed for at få morgenmad indtil kl. 7.30

Kl. 06.30 – 09.30
Vi er fælles i hele huset.

Kl. 09.30
Alle grupper holder samling med rugbrød, frugt og gennemgang af piktogrammer med dagens program. Derefter starter dagens aktiviteter. Her vil vi ofte være delt op i grupperne hvor der vil være pædagogiske aktiviteter. I nogle perioder kører vi temaer/projekter.

Vi opfordrer derfor til at jeres barn er afleveret senest kl. 9.00

Kl. 11.30 – 12.00
Vi spiser madpakker. Onsdag er der maddag og vi får serveret mad fra skolens køkken, derfor ingen madpakker. Nogle børn sover efter madpakker, andre børn er på legepladsen.

Kl. 14
Vi serverer eftermiddagsmad for børnene. Derefter vil der være fri leg og aktiviteter rundt i huset.

Fredag formiddag
Holder vi fælles båldag for hele huset, hvor vi typisk vil bruge formiddagen udendørs. Om eftermiddagen holder vi “fredagsafslapning”, så børnene finder ro inden weekenden.

Årshjul

Her er en liste over de aktiviteter som børn og forældre­ kan forvente i løbet af et børnehaveår:

  • Vi fejrer alle børns fødselsdag
  • Bedsteforældredag en gang årligt
  • Jul: Julegaver, julegudstjeneste i kirken, juleskuespil på skolen, juleklip, julebag.
  • Fastelavnsfest, klip og pynt
  • Påskeklip og historie
  • Sprog- og kommunikationsforløb
  • Ugentlig maddag
  • Ugentlig båldag
  • Musik og sang på skolen
  • Naturdag en gang om måneden
  • Forældrekaffe
  • Motionsløb
  • Natur-uge
  • Gallafest for børnene inden skolestart

Overgang til skole

I Børnehuset Blæsenborg forventer vi, at børnene efter børnehaven fortsætter deres skolegang i Ryomgaard Realskoles 0. klasse. Derfor har vi fokus på at skabe en blid og tryg overgang til skolestart. Vi arbejder målrettet med børnegruppen for at sikre, at de er parate til mødet med skolen.

Gennem faste voksne omkring børnene og en fast struktur med forudsigelighed og gentagelser, skaber vi tryghed og nærvær. Ved den daglige samling arbejder vi blandt andet med skoleforberedende opgaver og fælleslege.

Det sidste halve år op mod skolestart intensiveres samarbejdet mellem børnehave og skole:

  • Gruppen opholder sig i SFO-lokalet om formiddagen.
  • Gruppen spiser i skolens kantine en dag om ugen.
  • Gruppen deltager i morgensang et par gange om ugen.
  • Skolens faciliteter, såsom gymnastiksal og legeplads, benyttes.
  • Der er fælles aktiviteter sammen med 0. klasse.
  • De voksne fra 0. klasse og SFO bliver en del af hverdagen.
  • Fra april er gruppen en del af SFO om eftermiddagen.
Børnehaven
Grundskolen
Real10
Real10
Grundskolen
Børnehaven